Multikulturens fallit – igen igen (del 2)

Af Jesper M. Rosenløv

Apartheid var ved Gud et særdeles ubehageligt system. Men alle dem, der troede, at harmonien mellem Sydafrikas etniske grupper ville blomstre frem med dette styres fald, må efterhånden være ret så desillusionerede. Selv ikke en evigt smilede Nelson Mandela dansende rundt i en blomstret skjorte eller en lommefilosofisk Desmond Tutu formåede at hele mistilliden mellem de etniske grupper. Mange hvide sydafrikanere har forladt landet, der idag kæmper med en enorm kriminalitetsrate.
Desuden melder der sig nu nye etniske konfrontationer. Sorte sydafrikanere er begyndt at overfalde gæstearbejdere fra andre afrikanske lande, f.eks. dem fra Zimbabwe (der nærmest er brudt sammen grundet Mugabes etniske udrensning af hvide farmere). Grundet urolighederne er ca.13.000 mennesker i Sydafrika flygtet fra deres hjem. Mindst 24 er blevet dræbt. Flere udlændinge er blevet brændt til døde, kvinder voldtaget og adskillige butikker og boliger er blevet plyndret. Længe leve mangfoldigheden…

Multikulturens fallit – igen igen

Af Jesper M. Rosenløv

I går kunne Poul Erik Skammelsen fra grænsen mellem Myanmar og Thailand rapportere om naturkatastrofen i Myanmar (TV-2, Dags Dato, 14. maj 2008 kl. 22.50 - 23.25). I flere dage har man kunnet konstatere, at militærstyret i Myanmar har vist sig særdeles usamarbejdsvillig overfor internationale hjælpeorganisationer, der ønsker at komme de nødstedte til hjælp. I Skammelsens indslag blev en vigtig omstændighed inddraget i forsøget på at forklare juntaens manglende vilje til samarbejde; Størstedelen af de mennesker, der er ramt af katastrofen, udgøres nemlig af karenere – en etnisk gruppe, styret i årevis har forsøgt at udrense.

For Gud ved hvilken gang må det konstateres, at harmonien i multietniske ”samfund” er særdeles skrøbelig og til hver en tid kan afløses af åben konflikt.

Vi, der lever i et samfund uden konkurrerende etniske grupper, må prise os lykkelige over den høje grad af tillid, den forholdsvis problemfrie interaktion mellem borgerne og den politiske stabilitet vort samfund besidder…endnu…

Oh velfærd

Morten Uhrskov Jensen

I Walter Laqueurs forstemmende bog »Gravskrift for et gammelt kontinent – Europas sidste dage« skriver han tankevækkende om de europæiske velfærdsstater. De kan kun dårligere og dårligere finansieres, eftersom forudsætningen for dem er et fødselstal, der mindst reproducerer den givne befolkning. Dette er som bekendt mildt sagt ikke tilfældet med de europæiske fødselsrater placeret et sted mellem 1,2 og 1,9 pr. kvinde, hvor 2,1 er minimum, hvis der ikke skal ske en aldring af befolkningerne.

Nu skulle man jo så tro, at europæerne ville gøre en (eller begge) af følgende to ting: enten få sig nogle flere børn eller acceptere, at velfærdsmodellen snarere skal ligne den amerikanske, da den med sine lavere ydelser (og lavere skatter) er mindre afhængig af en aldrende befolkning. Men sådan arbejder europæeren ikke. Walter Laqueurs deprimerende bud på fremtiden er i stedet, at kravet om velfærdsydelser af alle tænkelige slags vil fortsætte i det uendelige, også selv om ydelserne løbende vil blive af ringere og ringere kvalitet.

Og ved De hvad, kære læser, det tror jeg desværre, Laqueur meget vel kan gå hen og få ret i. Med pædagogernes rungende nej til et overenskomstresultat, der ikke er set bedre siden 1987, har de kære væsener demonstreret adskillige forhold. a) de ved absolut intet om samfundsøkonomi (overenskomstresultatet er i forvejen på grænsen af det ansvarlige, hvis vi ønsker at undgå en økonomisk nedtur), b) de udviser dyb foragt over for de forældre og børn, der bliver berørt af deres strejke (og læg mærke til, at – i modsætning til en privat udbyder – har de såkaldte brugere ingen muligheder for at gå andetsteds hen efter ydelsen) og c) de viser eksemplarisk, at europæeren anno 2008 er et skvat, der tror, at hun som et forkælet barn kan pege på alle de rare ting, hun gerne vil have, og få dem.

Glemte jeg for resten at sige, at pædagogerne i skrivende stund Gud hjælpe mig stadig har opbakning i befolkningen. Arme europæere, når størstedelen af de oprindelige indbyggere hengiver sig til luftkasteller, sådan som sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger gør i disse uger.

Om brugen af sproget

Af Morten Uhrskov Jensen

I Norge har de noget, vi ikke har. Vi har et beskæftigelsesministerium, der tidligere hed Arbejdsministeriet. I Norge hedder det »Arbeids- og inkluderingsdepartementet«. Læg vel mærke til den sidste del af ordet, »Inkluderingsdepartementet«. Den del af ministeriet har nemlig haft travlt på det seneste. I sidste uge udgav ministeriet således pjecen »Et inkluderende språk«, og det er godt nok læsning for viderekomne. Jeg bildte mig ind, at nordmændene placerede sig et eller andet sted midt imellem Sverige og Danmark, når det kom til politisk korrekthed. Den vildfarelse er jeg nu blevet revet ud af. Nordmændene holder glimrende trit med svenskerne, når det gælder om at ophæve enhver forestilling om, at der findes et Norge beboet af nordmænd, der ønsker, at det fortsat skal forholde sig sådan. Pjecen indeholder det mest ubehagelige nysprog, jeg er stødt på. Der fortælles indledningsvis (og herfra må læseren forlade sig på min oversættelse), at »Ordvalg har betydning for den, som omtales, men det påvirker også folks holdninger. I sin yderste konsekvens kan forenklede generaliseringer eller dårlige formuleringer føre til, at politiske debatter baseres på fejlagtige præmisser.«
Længere nede tales om »os« og »dem«. Disse begreber kan skabe modsætninger og afstand mellem mennesker. Og så er det jo helt urimeligt at anvende dette modsætningspar, eftersom »alle i Norge har mange forskellige identiteter. Disse kan være knyttet til f.eks. køn, bosted, livsfase, arbejde eller politisk holdning. Hvem, vi er, afgøres af sammenhængen, og det vigtigste, vi kan gøre, er hele tiden at være bevidste om dette.« Så hvis en nordmand skulle driste sig til at mene, at det blot forplumrer tingene at begynde at tale om identiteter som køn, livsfase osv., så vil han være ilde ude. Hvis han oven i købet skulle undre sig over, at det at være norsk ikke er medtaget som en selvfølgelighed, så er det givet, at Arbejds- og inkluderingsministeriet vil være tvunget til at belære ham om, at den politiske debat er baseret på »fejlagtige præmisser«.
Såfremt nogen allerede nu skulle blive lidt bekymrede for, om de mon i det hele taget kan deltage i den nye debat, så har de ingen grund til det. Det hedder nemlig, at »Det vigtigste er, at så mange som muligt deltager i debatten, og at den er åben og kritisk. At bruge et inkluderende og præcist sprog er en vanskelig øvelse, og vi bør alle anstrenge os for at blive bedre.« Og indledningen slutter således af: »Det er sjældent ond vilje, som gør, at enkelte fører et ekskluderende sprog. Det er som regel manglende bevidsthed eller et øjebliks ubetænksomhed. Og det gør ikke noget. Bare det ikke sker hele tiden. At mene det godt, uden at sige det godt, er ikke altid godt nok.« Det er herligt at vide, at debatten er åben og kritisk (skønt vi altså skal lære at tale på en bestemt måde), og det er især godt at være klar over, at det sikkert bare er »manglende bevidsthed« (Var det ikke marxisterne, der talte om »falsk bevidsthed«? Men den ville alligevel have været for tyk.), der gør, at vi ikke helt har fundet ud af det endnu.

Herefter giver pjecen en række eksempler på sprogbrug, der er problematisk, og anvisninger på, hvad man skal sige for fremtiden. Begrebet »efterkommer« kan erstatte brugen af 2.- og 3. generationsindvandrer. Alternativt kan man benytte betegnelsen »førstegenerationsnordmand«. Så når nordmænd har beskrevet muslimske indvandrere som 2.- eller 3. generationsindvandrere, fordi det var den mest passende betegnelse for mennesker, der ikke selv ønskede at integrere sig, men ønskede at leve i deres eget parallelsamfund, så var det forkert, ja, det var så. Fra nu af skal det hedde »førstegenerationsnordmand«, også selv om denne »nordmand« inderligt foragter det norske samfund og det norske folk.
Om begrebet »flerkulturel« om personer hedder det, at »begrebet bruges og forstås nok som regel med positivt fortegn. Det bruges imidlertid oftere om personer, som har en synlig minoritetsbaggrund end om f.eks. svenskere eller tyskere, som bor i Norge. Dette kan bidrage til at skabe skillelinjer.« Så selv et »positivt« begreb som flerkulturel kan altså misbruges. Det er godt nok på høje tid, at Arbejds- og inkluderingsministeriet tager affære. Om det norske samfund som helhed er det ifølge pjecen i orden at sige »det mangfoldige samfund« eller »Norges befolkning er flerkulturel«, og det er jo godt at vide. Derimod er det bandlyst at sige »fremmedkulturel« eller »fremmedsproglig«, eftersom »begrebet skaber afstand og får det til at fremstå, som om der er store forskelle mellem „os“ og „dem“.«
Sandelig om betegnelsen »hjemlandet« ikke også er problematisk. »At karakterisere Pakistan eller Somalia som „hjemlandet“ til efterkommere af indvandrere er ikke rigtigt. Deres hjemland er Norge. Hvis man ønsker at sige noget om rødderne til en efterkommer, er det rigtigere at sige „hjemlandet til forældrene“.« Jeg må jo krybe til korset og medgive, at jeg godt kunne have fundet på at bruge ordet »hjemlandet« om Pakistan eller Somalia, hvor jeg refererede til personer, der godt nok var bosat i Danmark, men som gennem deres hele adfærd demonstrerede, at deres hjemland tydeligvis fortsat var i f.eks. Pakistan. Det er nok meget godt, at jeg ikke bor i Norge.

Et afgørende træk ved vores tid er hadet til egen, vestlig kultur. At dette selvhad, om det fortsætter, efter al sandsynlighed dømmer os til undergang, har vist ikke strejfet Arbejds- og inkluderingsministeriet. I stedet hedder det, at brugen af begrebet »ikke-vestlig« er noget skidt. »Begrebet tager udgangspunkt i „Vesten“ som centrum, hvor ikke-vestlige bliver defineret negativt som „de andre“.« Som et alternativ foreslås det at anvende »værdineutrale geografiske betegnelser, f.eks. verdensdele, [der ofte er] mere præcise, selv om det sprogligt set bliver noget mere omstændeligt.« Ja, det var dog en vederstyggelighed at tale om Vesten og »de andre«, skønt det på de væsentligste områder særdeles præcist beskriver det, der er tale om.
Om ordet »kultur« finder ministeriet, at der ofte er et overforbrug af dette ord. Det er for så vidt i orden at bruge vendinger som »når kulturer skal leve sammen« og »når kulturer mødes«, fordi alle jo »bevæger sig…inden for rammerne af deres kulturer. Men det er vigtigt at huske, at det også er mennesker, som skal mødes og leve sammen, og at kultur er mere end national kultur.«
Hvornår skal man ifølge ministeriet regnes for nordmand? Jamen, det er da let nok: »Nordmænd er folk, som er bosiddende i Norge med pligter og rettigheder efter norsk lov, og som har en tilknytning til landet. Det kan være personer med rødder både i Norge og i andre lande.« Og videre hedder det, at »i et mangfoldigt samfund har folk flere identiteter. Hvorvidt man føler sig norsk, er en subjektiv vurdering. Der er mange måder at være norsk på, og mange begreber bruges om forskellige former for „norskhed“.« Ja, tænk, hvis nordmændene dristede sig til at mene, at man ikke bliver nordmand, blot fordi man har fået opholdstilladelse eller for den sags skyld statsborgerskab i Norge. Samtidig fortæller pjecen, at det naturligvis er helt i sin orden, hvis ens subjektive vurdering fortæller en, at man ikke er norsk. Det er, som om ministeriet alligevel har opfanget, at muslimer i Norge som oftest ikke føler gnist af loyalitet over for det land, der har taget imod dem.
»Norske værdier« er et problematisk udtryk at bruge. Det kunne jo opfattes sådan, at værdierne »ikke er andres værdier«, og det kan opleves ekskluderende. I stedet kan man sige, at »norske værdier ændrer sig over tid.« Så er der også taget højde for, at spændende elementer fra sharia-lovgivningen kan indføres som et nyt sæt norske værdier.
Som rosinen i pølseenden behandler pjecen brugen af betegnelser som »den vestlige verden« og »den muslimske verden«. Det er svært uheldigt, da det ofte vil betyde, at »en forståelse af afstand i kultur og værdier ligger…implicit.« Og det er der jo ikke, afstand altså, vel? Hvis ikke man er overbevist om det, er der hjælp at hente, idet man har lov at sige, at »værdierne hos grupper af militante muslimer er på kollisionskurs med centrale demokratiske værdier.« Og det er jo rart at vide, at den bare er helt i orden med de centrale demokratiske værdier hos de ikke-militante muslimer.

Jeg ved ikke, hvordan De har det, kære læser, men jeg fik kvælningsfornemmelser, da jeg læste pjecen første gang. Kulturopløsningen er i fuld gang, og der er ingen grund til at tro, at noget sådant ikke skulle kunne komme til Danmark. De europæiske eliter er for længst blevet fædrelandsløse, og de vil uden skrupler lade det kristne Europa gå op i flammer. Et af midlerne hertil er at fratage og kriminalisere borgernes sprog.

68

Af Kasper Støvring

I disse dage er det 40 år siden, at ungdomsoprøret indledtes. Flere aviser har serier om 1968, bl.a. Jyllands-Posten, hvor David Gress et sted skriver, at det oprindeligt ikke så meget var Marx, men Rousseau, der påvirkede de unge oprørere. Det var Rousseau, der leverede antropologien, menneskesynet, bag oprøret. Ud fra den vinkel kan vi gøre følgende betragtninger over ”68”.

Hvis man følger Rousseaus forestillinger om det lykkelige og gode, ”oprindelige” menneske – den ædle vilde eller naturens muntre søn – så må vi forstå mennesket som godt af naturen, men fordærvet af omstændighederne, der så at sige gør det ondt. Alle misforhold skyldes påvirkninger, som er miljøbetingede og samfundsskabte.

68’erne hylder derfor en antropologisk idealisme. Men for det første er forestillingen om en naturtilstand, hvor mennesket umiddelbart og uindskrænket kan være sig selv, en tankekonstruktion. Det strider mod oparbejdet viden inden for biologisk og historisk forskning.

For det andet er et udslag af denne form for idealisme den restløse (bort)forklaring af menneskets onde handlinger med henvisning til dårlige sociale forhold. Heraf følger forsøget på gennem behandling, socialterapi, at udrydde ondskaben én gang for alle.

Forklaringen udviser virkelighedsfornægtende træk, fordi den ikke vil indse, at aggression er dybt nedfældet i mennesket. Det er noget, som bl.a. den amerikanske psykologiprofessor Steven Pinker og den tyske kulturkritiker Hans Magnus Enzensberger har skrevet indgående om flere steder.

68’er-oprøret indskriver sig i en progressiv tradition, der også gerne kalder sig humanistisk. Lad os med et kritisk blik se nærmere herpå.

De progressive finder årsagen til alt ondt i samfundet og gør mennesket til en funktion af omstændighederne. De vil ikke kendes ved egentlige psykologiske problemer. De opfatter endvidere alle mennesker som lige, og konflikter i og mellem mennesker, al social elendighed og menneskelig aggression, har ifølge dem ydre sociale årsager, der bør fjernes og i teorien helt kan afskaffes ved hjælp af samfundsforbedringer.

Den progressive tradition rummer altså optimisme i og med, at den tror på, at mennesket kan forandres til det bedre gennem sociale reformer. Traditionen er ydermere en rationalistisk, men også ufolkelig og elitær oplysningstradition.

Hvis den progressive anskuelse overhovedet opererer med en menneskenatur anses den som god, og det gode kan ifølge Carl Schmitt i Det politiskes begreb optræde som fornuft, perfektibilitet, evnen til at blive styret og opdraget og som sympatisk fredelighed.

Hvis mennesket opfører sig ondt, skyldes det nogle beklagelige omstændigheder, for selv det bedste menneske kan blive tyv af at leve under sultegrænsen, og selv det fredeligste menneske kan blive krigerisk af at blive undertrykt.

Den progressive tradition betoner ydermere individets trang til frihed og lyst til at skille sig ud. Fordi de progressive opfatter mennesket som godt, slutter de sig sammen i emancipationsbevægelser, der ønsker at løsrive mennesket fra de samfundsmæssige begrænsninger og bryde med det nedarvede moralkompleks. Desuden fremfører de, at mennesket har en medfødt ret til lykke og til mest mulig livsudfoldelse. De er alle fælles om at opfatte samfunds- og kulturbestemte begrænsninger som det onde.

Hvad er så virkningen af ”68”? Hans Magnus Enzensberger skriver i bogen Med udsigt til borgerkrigen, at Rousseau, 68’ernes egentlige guru, har sejret i det moderne behandlersamfund. Her hyldes nemlig officielt den progressive, socialterapeutiske forklaring på menneskets ondskab. Det er en forklaring, der lyder, at det onde er noget patologisk, der ikke hører til menneskets natur, men netop er en (sygelig) afvigelse derfra; det onde bør derfor kureres én gang for alle med terapi.

Eftersom 68’erne har en tendens til at give samfundet skylden for alle problemer og kræve dem løst af samfundet, arbejder de dermed med på en umyndiggørelse af individet. Der ligger også heri en tendens til, at mennesket kan opdrages til hvad som helst og tilpasses et hvilket som helst samfund. Selv et kommunistisk samfund, er heri ligger en tydelig totalitær impuls.

Så virkningen er negativ: en naiv og forkert antropologi, en umyndiggørelse af individet og en totalitær impuls. Denne antropologi er ydermere med til at fremkalde det onde ved at se bort fra dets mulighed.

Hvad er så de politiske konsekvenser af 68’ernes progressive antropologi? Først og fremmest mener de, at alt i mennesket lader sig forandre gennem socialisering og indlæring. Kulturradikale, marxister og feminister er fælles om at tro på, at menneskelig adfærd kan ændres til det bedre med de rigtige forandringer af samfundet, med den rette socialterapi og pædagogik og gennem etableringen af de rette sociale institutioner.

De progressive tror på planlægning, oplysning, dialog, konstruktive projekter, pædagogik og social forebyggelse mod det onde. Som regel forklarer progressive i forlængelse heraf dårligdomme som kriminalitet og aggression som resultat af diskrimination, dårlige sociale forhold og påvirkning fra massemedierne. Den socialterapeutiske forklaring på ondskaben lyder, at det er noget patologisk, der bør kureres, altså en afvigelse fra menneskets egentlige natur.

Hvad 68’erne slet ikke forstår er, at det onde udspringer af noget meget mere elementært, der har at gøre med friheden – menneskets mulighed for at ødelægge hinanden og sig selv.

En morale, hvis man må sige det sådan, i bl.a. den tyske filosof Rüdiger Safranskis arbejde med det onde, er at erindre os om, at frihed, skyld og ansvar er uløseligt forbundet. Man kan ikke hylde det kreative i friheden og erklære friheden ukrænkelig for dernæst at forklare den væk, når man møder konsekvenser af den, man ikke bryder sig om.

Den realistiske erkendelse af menneskets instinktive tilbøjeligheder på godt og ondt fordrer en besindelse på menneskets begrænsning.

Konsekvensen må være en bekymret bevidsthed om det eksisterende, de arvede eller vundne goder – og en kritik af 68’er-oprøret: formløshedens tyranni, som Løgstrup kaldte det. Altså den vulgarisering af samfundslivet og det anarki, der udløses, når basale kulturelle forandringer finder sted, og hidtil bundne kræfter slippes fri.

Der er altså en lang række negative konsekvenser af 68, og vi lever stadig med mange af dem: selvretfærdighed og moralisme blandt de frelste, der har fået magtpositioner i kulturlivet, medierne og på universiteterne; antastning af menneskers ret til at være i fred samt sygeliggørelse og terapeutisk behandling af dem, der stemples som reaktionære, nationalister og chauvinister; voldsromantik og terror fra Blekingegadebande til de autonome; sympati for kommunisme og andre fjendtlige magter parret med bekæmpelse af dansk og vestlig kultur; angreb på frihedsrettigheder som den private ejendomsret (”egoisme” og ”udbytning”); totalitær utopisk tænkning: der er kun én sand måde at leve på; reformpædagogik, autoritetsløshed og kundskabsløshed i skolerne; offergørelse og manglende konsekvens i synet på kriminalitet, hærværk og andre sociale patologier. For blot at nævne nogle...

Tillykke til 68!

Ecce homo...

Af Jesper M. Rosenløv

Leonardo Da Vincis Vitruvianske Mand er efterhånden blevet et kulturelt ikon, der har været brugt i utallige sammenhænge. Ofte forbindes billedet med renæssancens fornyede interesse for menneskets anatomi, men også på et mere filosofisk plan for den menneskelige natur.

Lemmerne på det nøgne velproportionerede legeme er strakt ud til det yderste. Tanken føres ikke kun hen på menneskets kropslige muligheder, men ligeledes på dets intellektuelle kapacitet – her er naturen blevet sig selv bevidst og vi aner et menneske (Leonardo), der skuer sine egne enorme muligheder, men så sandelig også sine begrænsninger. Således har dette ikon vel stået for mange vesterlændinge – et billede, der ægger til stadig overvejelse af grænserne for menneskets intellektuelle og videnskabelige evner. ”Gad vide, om vi kan nå længere?”, spørger det os. Et billede, der derfor på mange måder er blevet indbegrebet af vestlig videnskabelig progressivitet løsrevet fra religiøse dogmer.

Derfor kan det vel heller ikke undre, at dette billede ikke har nogen som helst betydning for den muslimske beskuer – ja, nøgenheden og afbildningen af et levende væsen virker ligefrem stødende i en muslimsk sammenhæng! Og eftersom dette nu engang er tilfældet, kan det heller ikke undre, at billedet nu ikke længere kan bruges i det offentlige rum i Sverige. Endnu et svensk knæfald for den vestlige kulturs fjender. Suk!

Økologi på højrefløjen

Af Kasper Støvring

I denne uges Weekendavisen har jeg publiceret en artikel om højrefløjens økologiske dagsorden. Her nogle centrale afsnit:

[…] Højrefløjens økologiske ideer artikuleres ofte i forlængelse af den irske filosof Edmund Burkes tanker om en generationskontrakt mellem de døde, de levende og de endnu ufødte. Denne sans for at være del af noget større, der overskrider det enkelte individ og den nulevende generation, er simpelthen betingelsen for en dybere ansvarsfølelse og dermed for villigheden til at give afkald på tilfredstillelsen af vores umiddelbare behov af hensyn til andre. Som med samfundet har vi taget naturen i arv, og vi er forpligtede på at føre den uspoleret videre til kommende generationer.

Hvis vi ikke er i stand til at yde ofre og tøjle vores grådighed, lyster og overforbrug, vil prisen være en økologisk krise, som fremtidige generationer kommer til at betale.

Den store forundring over, at økologi også hører hjemme på højrefløjen, har sin forklaring: Det er venstrefløjen, der her, som andre steder, har overtaget en oprindelig konservativ kulturkritik. Og økologi er i sin oprindelse en romantisk-konservativ idé, kritisk vendt imod den moderne civilisation.

Engang var venstrefløjen erklæret anti-økologisk. Det gjaldt f.eks. kulturradikalismen. […] Universalismen forstået som ophævelsen af tid og sted udgør sammen med rationalismen en fællesbund i kulturradikalismen, og den rummer derfor også følgende grundantagelser: Naturlighed er en forhindring for fremskridtet; teknik og videnskab består i naturbeherskelse; ubegrænset vækst er betingelse for velfærd; og jorden står i menneskets tjeneste. At naturbeherskelse kan resultere i klimamanipulation og udnyttelse af naturressourcer, og at velfærd i kapitalismens epoke bliver til forbrugerisme, synes at stå uden for kulturradikalismens fremskridtsoptimistiske horisont.

Alle disse antagelser står følgelig i modsætning til en økologisk konservatisme, der fokuserer på ligevægten mellem menneske og natur; på de begrænsede naturressourcer; på en holistisk videnskab, det vil sige en erkendelse af naturens egne lovmæssigheder, dens formålsrettethed og hensigtsmæssighed; og på en revision af normerne for økonomisk vækst. Økologi forstås her som en idé om det personlige og sociale livs helhed i samhørighed med den omgivende natur.

[…] Der er tre andre konservative temaer ved siden af ideen om generationskontrakten og ideen om naturen som livsgrundlaget, der knytter an til en økologisk dagsorden på højrefløjen. Nemlig organismetanken, sansen for stedets betydning og kritikken af fremskridtstanken.

Organismetanken bygger på en analogi mellem menneskets og samfundets sundhed. Menneskets fysiske sundhed afhænger af, at der er den rette balance i kroppen (salt-, mineral-, hormonbalancen, osv.); tilsvarende gælder det for samfundet, at ligevægt er et dynamisk samspil mellem en lang række faktorer.

[…] For konservative får denne indsigt en række praktiske konsekvenser. Den første er, at politikere skal være varsomme med at lave radikale indgreb i det civile samfund. Samfundet er jo netop vokset naturligt frem gennem en lang historisk udvikling. For nogle har den ukontrollerede indvandring været med til at bryde den organiske vækst og forstyrre samfundets skrøbelige økosystem. For andre har statslig intervention med kunstige subsidier været med til at ødelægge det frie markeds spontane orden.

Den anden konsekvens af organismetanken er, eller kan være, at det organisk og økologisk velfungerende ligevægtssamfund opdeles i små lokale enheder. Disse lokale samfund er også voksede frem nedefra og tåler ikke indgriben fra den kunstige, bureaukratiske statsorganisation.

Nogle konservative har i den sammenhæng historisk knyttet an til en romantisk tanke om det elementære liv i pagt med naturen. Andre opererer med en særlig kommunitaristisk samfundsmodel, hvor det konkrete sted bliver afgørende. Følelsesmæssig tilknytning til det særlige sted på jorden, hvor man hører hjemme, er betingelsen for, at man for alvor kan engagere sig i den økologiske dagsorden. For hvis man ikke føler ansvar for det sted, man lever, er man sjældent villig til at beskytte det.

Det er klart, at denne tanke står i grel modsætning til venstrefløjens ideal om et globalt fællesskab. Det ideal er for den højreorienterede en ren abstraktion og derfor ude af stand til at motivere borgerne til at engagere sig økologisk. Mennesker er nu engang gjort af kød og blod, og de har derfor særlige loyaliteter og begrænsede tilknytninger, der kun kommer til udfoldelse politisk i nationalstater og socialt i mindre samfund.

Et helt afgørende element i en økologisk konservatisme er kritikken af fremskridtstanken. Den baserer sig på en cyklisk udviklingstanke: Naturens evige cyklusser bryder med fremskridtstroens lineære tidsopfattelse. At naturen har sin egen cyklus bliver ofte fortrængt i en moderne civilisation, der har en konstant forventning om det fremskridt, som videnskab og teknologi forjætter.

Den cykliske tanke fordrer en besindelse på, at der i tilværelsen findes elementære vilkår, der sætter en grænse for menneskets evne til at beherske sin omverden. Og det vil også sige naturen. Der findes naturligt givne grundvilkår, vi ikke kan sætte os ud over, fordi vi selv som menneskelige væsener er en del af naturen.

Den konservative tanke knytter her an til en kritik af væksten og de to dominerende ideologier, der legitimerer den. Ifølge både liberalismen og socialismen er fortsat vækst en betingelse for henholdsvis demokratisk og socialistisk udvikling. Men ifølge konservatismen er der grænser for vækst og dermed grænser for disse ideologiers gyldighed. Ofte kobles denne grænsetanke i økologiske sammenhænge sammen med en kritik af en fremskridtstro, der gør materialistiske fremskridt til udviklingens mål. Når produktionen bliver et mål i sig selv, fører det til en rovdrift på de naturlige ressourcer.

Den socialistiske og liberalistiske vækstideologi betragter den psykiske behovsudvidelse som en følge af den materielle vækst: jo mere den ydre natur beherskes, jo flere behov vil mennesket få, og jo mere udviklet vil menneskets indre natur blive. Mennesket bliver mere og mere frigjort, og får tilfredsstillet flere og flere behov.

Sådan lyder fremskridtstanken. Men storforbruget af stimulanser og beroligende medikamenter synes at vise, at den materielle nød i de gamle dages mangelsamfund er blevet afløst af en psykisk nød i “overflodssamfun­det”. Sådan lyder den konservative kritik af selvsamme tanke. Vækstideologien bekræftes ganske vist økonomisk af forbrugersamfundet, der skaber stadig nye behov for forbrugsgoder; men den undergraves biologisk af utilfredsheden og den psykiske nød i de rige samfund.

Mennesket har nemlig fundamentale ikke-materielle behov, som tilfredsstilles dårligt i disse samfund; og forureningen sætter samtidig grænser for, hvor meget mennesker kan forandre naturen ved at udnytte den. At usunde miljøer skader menneskets biologiske organisme og gør det sygt er derfor ifølge konmservative en påmindelse om, at menneskets frigørelse fra naturtvangen endnu ikke er helt fuldbyrdet – og ikke kan fuldbyrdes uden at ende i en økologisk krise.

Et organisk velfungerende samfund og en økologisk bæredygtig fremtid vil først kunne skabes, såfremt udviklingen føres videre under en fælles målsætning. Det vil sige under hensyn til de fælles naturlige livsbetingelser og de fællesmenneskelige behov. Med andre ord: under stadig hensyn til ligevægtsbetingelserne i de overordnede økosystemer, som den vækstsmæssige udvikling blot er en del af. Det gælder også for det moderne samfund, ”overflodssamfundet”, der stræber mod uendelig vækst.

Nogle vil nok mene, at dette er klassisk venstrefløjsretorik. Og mange vil sikkert fastholde deres undren over, at den økologiske tanke også findes i en højreorienteret udgave. Det skyldes vel en manglende forståelse for, at visse temaer kan vandre mellem fløjene. Det gælder især det økologiske tema. Helt tilbage til mellemkrigstiden har man kunnet observere det tilsyneladende ejendommelige sammenfald mellem venstre- og højrefløjen. De fælles fjender var også dengang den socialistiske og liberalistiske fremskridtstro, og det fælles ståsted var konservativ kulturkritik og dermed også antikapitalisme, antikonsumerisme og antimaterialisme.

Efter krigen vandrede det økologiske tema fra højrefløjen til venstrefløjen. Den kolde krig fastfrøs siden højre/venstre-polariseringen, og først med optøningen efter 1989 er temaerne begyndt at vandre igen. Det er dermed blevet muligt at se, at der også på højrefløjen findes en økologisk funderet kritik af industrialisering, urbanisering, fremmedgørelse, atomisering, teknikken og af den vækstideologi, som i dag styrer den globaliserede kapitalisme.